Talent Cup 2011
Anden udgave af Talent Cup for de yngste talenter blev afviklet lørdag den 28/5 i Viborg.
Viborg og Skive gymnastik foreninger gentog succesen fra 2010 og afviklede lørdag den 28/5 version 2 af Talent Cup. Denne konkurrence er sat i verden for at give de yngste talenter i idrætsgymnastikken mulighed for at prøve kræfter med hinanden og konkurrencenerverne.
I år stod Viborg for konkurrencen, som bød på en debut for AIG Ålborg i den kvindelige Idrætsgymnastik efter mange års fravær. Ålborg kom med to hold piger, som har været i gang i halvandet år med at tilegne sig de svære øvelser. De gjorde det godt og det var glædeligt at se en gammel traditionsklub i Idrætsgymnastikken tage kampen op på ny. Skive GF stillede med et helt nyt hold af piger, som ikke havde været i konkurrence før. På trods af en del indledende nerver, gjorde de alle en god figur i konkurrencen og ydede en koncentreret indsats, som skaber forventninger om en gymnastikfremtid med masser af gode resultater.
Efter en vel afviklet konkurrence kunne Viborg denne gang tage trofæet med hjem i pokalskabet med 392,9 point, tæt fulgt af Skive med 391,475. Bronzen i holdkonkurrencen vandt Ålborg 1 med 336,925 point.
Individuelt vandt Emma Villekær, Viborg foran Frida Buhl, Viborg foran Michelle Lyng Larsen fra Skive GF, som netop var stået ud af sengen efter en uges træningspause med skoldkopper.
Laura Hedegård Rasmussen, Skive GF blev nummer 4, Line Søgård nummer 6 og Stine Bak Bruun nummer 8 individuelt.
Laura tog guld på bom og bronze på gulv. Michelle måtte på skamlen og hente sølv på bom og bronze på hest, mens Line Søgård var tæt på med flere 4. pladser. Aline Nørgård og Caroline Krogsgård deltog i enkelte discipliner i holdkonkurrencen og bidrog flot til det gode holdresultat.
Vi glæder os til at se de mange tilskuere igen i 2012, denne gang forhåbentlig i Århus hos Vejlby IK, som har et nyt hold talenter på trapperne.