Klubmesterskab 2010
Alle KIG-piger var i aktion, da Skive GF`s idrætsgymnaster for første gang i mange år afholdt klubmesterskab og fandt en klubmester.
KIG afholdt Klubmesterskab i "Polarhallen".
Lørdag d. 12. juni afholdt KIG.afdelingen for første gang i "nyere tid" klubmesterskaber i kvindelig Idrætsgymnastik.
Alle KIG-hold undtagen begynderholdet var på banen, da pigerne konkurrerede og blev bedømt efter modificeret juniorreglement i en Bråruphal, hvor publikum endnu engang måtte nyde god gymnastik med overtøjet på. I en afslappet atmosfære, hvor ingen bedømmelsesresultater blev offentliggjort, blev Emilie Louise Andersen den første til at få indgraveret sit navn i den nye pokal. Hun kan i det næste år kalde sig klubmester i Skive GF. Vi så en række meget sikre bomøvelser uden nedfald. Usædvanligt i den ellers nervebetonede disciplin, men en kærkommen konsekvens af de skjulte bedømmelser.
Trænere Bettina og Tenna gik og skjulte sig lidt i hallen med en notesblok under armen. Først til slut blev det afsløret, at deres mission var at uddele dagens mere alternative præmier. De holdt øje og bedømte kraft, elegance, udførelse, indsats, evne til at overgå sig selv, de smukkeste ben og andre vigtige ingredienser i at være en god gymnast. 10 præmier delte de ud til 10 glade piger.
KIG-kasse holdet viste deres kunnen efter den ordinære konkurrence og fik mulighed for at vise deres gymnastikkunnen og evne til at være i konkurrence med tilskuere og dommere på. De gjorde det fantastisk og charmerede sig igennem tilpassede øvelser på alle redskaber. Efter konkurrencen fik alle diplomer af træner Michelle Salanson, hvorpå den enkeltes fortræffeligheder var fremhævet. En god start på en forhåbentlig lang og lykkelig gymnastikkarriere.