sommerlejr 2008
Vi har i år inviteret Naja fra Gjelleråsen IF i Norge og José fra EOC i Holland til Lejr i Brårup¬hallen sammen med deres gymnaster.
Skive Gymnastikforenings kvindelige idrætsgymnaster – Gymnastikpigerne, startede sommerferien med en træningslejer sammen med deres norske og hollandske venskabsklubber. De 32 gymnaster tilbragte 4 dage med masser af gymnastik og samvær i Brårup Hallen. Pigerne var inddelt i grupper efter kunnen og alder og vekslede imellem de forskellige redskaber og trænere. De dygtigste skivepiger er nu kommet så langt at de skal i gang med at lave flere slipmomenter i barren. Her fik skivetrænerne hjælp og gode ideer af den hollandske træner Jose Braat fra EOC i Ooster Hout. Jose har netop fået byens udmærkelse for 25 år som gymnastikinstruktør.
Om aftenen blev pigerne inddelt i fire grupper der skulle konkurrere om at lave den flotteste rytmeserie, som skal danne grundlag for gymnastikpigernes rytmeserie til opvisninger mm. Pigerne gik til opgaven fulde af ideer, og fik bl.a. indlagt akrobatik og løft af de mindste gymnaster. Akrobatik undervisningen fik gymnasterne af den norske træner Naja.
Lejren sluttede med en udflugt til Lundø Camping der havde opstillet borde, bænke og kuglegriller på legepladsen. Det blev en rigtig hyggelig aften hvor gymnaster, trænere, forældre og søskende hyggede med krabbefangst, badning osv. Og ikke mindst fremførelse af pigernes rytmeserier.
Indtil skolen begynder igen har gymnastikpigerne nedsat den ugentlige træningsmængde til kun 9 timer, samt fået påbud om at holde deres styrke og smidighedstræning ved lige når de er på ferie.