Udskriv siden

Hvervemateriale

At være nogle af Danmarks bedste Kvindelige Idrætsgymnaster, koster blod, sved, tårer og penge. Hvis du sponsorerer en af vores gymnaster lover vi at hun vil træne så hårdt at hun trodser blod sved og tårer indtil hun står på sejrsskamlen.

STØT EN IDRÆTSGYMNAST

Hent denne brochure i PDF format her

Henvendelse vedr. sponsorater og andre spørgsmål til denne folder til:

Allan Lanng (KIG – bestyrelsen) 97 54 54 29/50 41 93 58.

Hvem er vi?

Skive Gymnastik forening har stolte traditioner indenfor den Kvindelige Idrætsgymnastik, som er en lille sport på nationalt plan og en stor sport internationalt med lande som USA og Kina i førerposition. Også i Europa findes dygtige nationer. Tidligere var Rumænien og Rusland fremtrædende. I dag er lande som Italien og Frankrig kommet godt med. Især i Olympiske år som 2008 bliver sporten stærkt eksponeret. I mange år blev gymnastikpigerne ledet af Helen Christensen, hvis navn og gode resultater er de fleste skibonitter bekendt. For 5 år siden indvilligede Hanne Laursen i at genoptage arbejdet med pigerne. Nu begynder vi at høste frugterne af det store arbejde, som trænere og gymnaster hver uge lægger i træningssalen. SGF har 500 medlemmer. Ca. 30 af dem dyrker Idrætsgymnastik på Eliteniveau.

Hvad er KIG?

Kvindelig Idrætsgymnastik er en konkurrencesport, hvor der konkurreres i 4 discipliner: spring over hest, forskudt barre, bom og øvelser på gulv. KIG er udøvelse af kraft, styrke, balance og smidighed i disse discipliner. Det er en krævende sport, som på eliteniveau kræver rigtig mange ugentlige træningstimer. De bedste gymnaster træner således 15 timer om ugen. Sporten kræver dygtige og veluddannede trænere, som følger gymnasterne tæt. Der arbejdes på flere redskaber samtidigt i træningssalen. Det er vigtigt, at der arbejdes sikkert for at undgå skader og det er nødvendigt at give megen individuel træning for at den enkelte gymnast udvikler sig hen imod de fastsatte mål. De 30 gymnaster har så- ledes hele 7 instruktører omkring sig i ugens løb. Samtidig er det en sport, som kræver en- gagement fra hele gymnastens famillie. Der bruges mange timer i hallen – også af forældrene, som hjælper ved redskabsopstilling, konkurrencer og træningslejre. Heldigvis har vi engagerede forældre, som gør en stor indsats.

Hvad er målet?

Foreningens mål er at have elitegymnaster i alle aldersgrupper. Vi har i sæsonen danmarksmestre og medaljetagere i alle pige-årgangene (8-12 år) og har vundet disciplinguld i flere discipliner i juniorrækken. I stigerækkerne, hvor pigerne starter deres gymnastikkarriere er det også blevet til mange medaljer og flotte placeringer. Hvis du vil se billeder og detaljer om gymnasterne, så besøg vores hjemmeside. Vi konkurrerer under Dansk Gymnastikforbund (DGF). Skives gymnaster er flot repræsenteret på forbundets ”landsholdsbruttosamlinger”, hvorfra der udtages piger til landsholdene. Det er vores mål, at så mange af pigerne som muligt deltager i disse og vi forventer i år at få gymnaster på landshold. Det er foreningens mål, at Skivepigerne indenfor få år vil være i toppen af dansk idrætsgymnastik både individuelt og som hold, således at de kan få mulighed for at repræsentere Skive og Danmark i Nordiske og Europæiske sammenhænge.

Hvorfor sponsorater?

  • Idrætsgymnastik er en ressourcekrævende sport. Den koster mange timer og en stor indsats fra alle involverede – gymnaster, trænere, dommere og familie.
  • Skive GF er ambitiøs på pigernes vegne og vil gerne give dem gode muligheder for blive dygtigere til deres sport. Det kræver dygtige trænere, som bruger mange timer med gymnasterne – det koster penge. 
  • Idrætsgymnastik på højt niveau er en dyr sport. Pigernes kontingent har nået smertegrænsen for de fleste forældre med godt 4.000,00 kr./ året. Vi ønsker ikke at prisen skal være en begrænsning for deltagelse. Her ud over kommer rejser, konkurrencer, kørsel og udstyr. 
  • Der er ret snævre grænser for, hvor meget Idrætsgymnastikken kan belaste Skive GF med. 
  • En elitesport kræver ressourcer, som ligger ud over det almindelige i en forening baseret på frivillighed og stiller store krav til trænere, organisation og økonomi.

Hvem, hvordan, hvornår, hvor meget?

  • Du/dit firma støtter en eller flere gymnaster individuelt. Beløbet for sponsoratet forvaltes af afdelingen for KIG.
  • Du køber en ryg og/eller et lår på gymnastens træningsdragt. Pigerne får nye dragter ca. 1. januar. Dragten betaler de selv. Du betaler dog for kliche og tryk. Har du brug for hjælp til dette, kan du altid henvende dig til den sponsoransvarlige hos KIG. (Se nederst) 
  • Dragten har SGF – logo på venstre bryst. Foreningens hovedsponsor på højre bryst (Salling bank). Din reklame fylder ca. 10 cm i højden og 20 cm i bredden og sidder på låret og/eller på ryggen. 
  • Træningsdragten bliver anvendt under opvarmning, indmarch og i pauser til træning, konkurrencer og opvisninger. 
  • Prisen er 2.000,00 kr. for ét år eller 3.000,00 kr. for to år med start 1/1 2009 eller løbende fra den dag sponsoratet bliver indgået.

Læs mere på: http://www.skivegf.dk/hold/gymnastikpigerne.aspx

Med venlig hilsen Gymnastikpigerne Skive Gymnastik Forening.

Henvendelse vedr. sponsorater og andre spørgsmål til denne folder til: Allan Lanng (KIG – bestyrelsen) 97 54 54 29/50 41 93 58.

Vi glæder os til, at byde dig velkommen som sponsor...