Udskriv siden

Formandens beretning

Velkomst

Velkommen til dette års generalforsamling, der jo er den første efter den nye struktur.

Formandens beretning deles op i 3 dele

Overordnet fra hovedbestyrelsen

Beretning fra Bredden

Beretning fra KIG

Første år med den nye struktur

Det er altid tidskrævende at igangsætte noget nyt – og det har også taget mange timer at få den nye struktur på skinner. OG nu kører det!

Ikke mindst opstarten var relativ tung

  • mange nye frivillige skulle ind i arbejdet
  • første år med en ansvarlig for medlemsregistrering og en med ansvaret for bogholderiet – og begge var nye på posterne
  • der gik noget tid med at få afklaret, hvem der havde ansvaret for konkrete opgaver

Efter en relativ tung opstart viser udviklingen nu, at den nye struktur virker – og stemningen i foreningen er rigtig god! Ikke mindst det sidste glæder mig meget!

Stor aktivitet

Vi har igen i år haft stor aktivitet både i KIG og Bredden – og også i Hovedbestyrelsen.

I Bredden er der startet helt nye aktiviteter i form af

  • Parkour og
  • Jumpers 4 Fun

og i KIG har de bl.a. afviklet et vellykket DM stævne.

Ny hovedsponsor

På sidste års generalforsamling fik vi oplyst, at foreningen havde indgået en ny sponsoraftale med et firma, der ville finde lokale tøj sponsorater. Da vi kom i realitetsforhandlinger med firmaet, kunne vi desværre hurtigt konstatere, at firmaet ikke kunne overholde, hvad det havde lovet – og manden, som vi havde forhandlet med, var ikke længere i firmaet. Vi blev enige med firmaet om at ophæve den indgåede aftale.

Vi gik derfor på jagt efter en ny hovedsponsor, og det var jo nærliggende at kontakte Salling Bank.

Vi fik forhandlet et nyt hovedsponsorat med Salling Bank på plads. Aftalen er heldigvis 2 årig, hvorfor vi ikke skal forhandle igen midt i finanskrisen. Aftalen er reelt ca. 40% bedre i forhold til sidste år!

Det er vigtigt, at vi lever op til aftalen, så vi står i en gunstig position, når vi skal forhandle en forlængelse heraf. Det betyder bl.a., at Salling Banks logo skal på al klubrelateret beklædning – herunder instruktør tøj, Showpigerne jakker og KIGs jakker.
Mange nye redskaber

Året 2008/09 har også resulteret i en massiv investering i nye redskaber – ja vi har brugt ca. kr. 200.000 herpå.

KIG har fået ny

  • forskudt barre – primært finansieret via tilskud fra kommunen
  • måtte sæt og tilløbsmåtte til spring over hest – finansieret via Tuborg Fonden og andre sponsorer

Bredden har fået

  • air track
  • nedspringsmåtter, der kan bygges på air tracken
  • air track kile
  • skumplint

De opnåede sponsorater relateret til opstart af jumpers 4 fun har været en væsentlig bidragsyder til Bredde redskaberne.

Økonomi



 

Vi har igen fået fuldt styr på foreningens økonomi.



 

KIG kommer ud med et underskud, der er væsentligt mindre end budgetlagt, mens Bredden er på budget.



 

Vi har i hovedbestyrelsen ikke helt levet op til budgettet, jf. gennemgang af regnskabet senere.



 

Alt i alt kommer vi ud med et lille overskud – og det er altså efter massive investeringer i redskaber.



 

Vi er pt. begunstiget af rigtig store breddehold, og vi er nødsaget til at indrette os efter, at det bliver mere normale tilstande igen.



 

Susanne og Hanne har gjort en kæmpe indsats med at få gennemgået gamle debitorer, og nu stemmer det bare. Super flot! Oprydningen har vist, at der har manglet indtægter i tidligere år på ca. kr. 50.000. Dette beløb er ført direkte på egenkapitalen.



 

Annette, Susanne og Hanne har også gjort et stort stykke arbejde med at få opkrævet kontingenter, og vi har kun måtte konstatere et tab på ca. kr. 2.700. Igen super flot!





 

Pressedækning



 

Vi har i år fået en massiv pressedækning

  • KIG har i lighed med tidligere år været meget aktive i forbindelse med de forskellige konkurrencer
  • Breddeafdelingen er kommet godt med – særligt relateret til ”Har du hørt” om Showpigerne
  • vi har endda haft besøg af TV MidtVest to gange – første ved DM for piger, som vi var vært for, og senere i forbindelse med forårsopvisningen. Det sidste faldt desværre sammen med Anders Foghs Nato udnævnelse med et lille indslag til følge!





 

Forsikringsforhold



 

Brian har gjort en kæmpe indsats for at få undersøgt vore forsikringsforhold. Gennemgangen skete på en trist baggrund – nemlig Dorte Lunds skade.



 

I forbindelse med Dortes skade konstaterede vi, at vi desværre ikke var så godt dækket som forventet. Da skaden skete, var Dorte i dialog med den daværende bestyrelse. De indgik en aftale om økonomisk støtte til nogle konkrete behandlinger. Regningen herfor ville forsikringen mod forventning ikke dække, og vi har derfor i år betalt disse behandlinger via foreningen. Dette er en engangssituation, og vi skulle nu være dækket som DGI anbefaler.





 

Lokaler



 

Vi ønsker fortsat vores egen hal, og vi har også søgt herom igen. Vi er prioriteret som nummer 6 på SIS’ årlige prioriteringsliste. Hvorvidt det betyder, at det tager 6 eller 10 år, tør jeg ikke udtale mig om.



 

Umiddelbart efter at vi havde søgt om egen hal, kom vi i realitetsforhandlinger om at flytte KIG til det nye flotte center i Jebjerg. Jebjerg vil meget gerne have os til byen, og projektgruppen kæmper for at det skal lykkes – i sidste ende er det økonomien, der bliver afgørende. Der er licitation på det oprindelige projekt med deadline den 19/6!



 

Fordelen for idrætten i Skive ligger i, at ca. 60% af de børnevenlige timer i tidsrummet fra 16-19 bliver frigivet ved en flytning.



 

Lykkes projektet vil KIG få super faciliteter – både til træning og samlinger! I perioden fra medio april til primo august vil KIG reelt være de eneste idrætsudøvere i centret med fuldtidsopstillede redskaber til følge!



 

Lykkes projektet i Jebjerg skal vi fortsat videre med at sikre bedre faciliteter til vore Bredde hold – evt. i samarbejde med Skive Resen Badmintonklub.



 

I relation til lokalerne til næste år mangler vi afklaring på to tider i Resen – nemlig fra 19-20 onsdag og torsdag. Der er indgivet en klage om hal fordelingen, og der mangler endnu ca. 14 dage af ankefristen. Først derefter kender vi de endelige tider! Kommer der ingen anke, så er vi tæt på at være i mål hermed!

Nyt it system



 

Vi er tvungne til at gå over på et nyt IT system, da Foreningspakken lukker og slukker om ca. 1 år.



 

DGI markedsfører systemet Conventus, og vi har besluttet, at vi går over på dette system hurtigst muligt. Det giver følgende optimeringsmuligheder:

  • on-line tilmelding og betaling
    • medlemsansvarliges opgave består herefter primært i at få opsat de enkelte hold til brug for on-line tilmelding
    • ingen tid til rykning, da betaling sker straks – måske en udfordring i relation til KIG
    • ej behov for hjælp til instruktørerne ved tilmeldingerne – altså mindre tidsmæssig belastning for både instruktørerne og Bredde bestyrelsen
  • vi får løbende indsamlet informationer, der sikrer, at vi kan kommunikere effektivt – herunder mulighed for at sende informationer direkte til forældrene relateret til frivillige til f.eks. Beach Party
  • ved tilmelding har vi mulighed for at få holdspecifikke informationer frem – f.eks. krav til alder mv.



 

Vi var 4, der var på kursus heri i torsdags, og det lover godt.



 

Der udestår nu et arbejde med at få truffet nogle overordnede beslutninger omkring struktur mv.





 

Beach Party



 

Vi deltager igen i år med et hold frivillige til Beach Party, og igen i år er det Susanne Jæger, der trækker det store læs.



 

I år er langt hovedparten af de frivillige fra KIG, og næste år skal vi arbejde for, at vi får gjort Beach Party til et projekt, hvor vi deltager fra hele foreningen. Her vil vi som nævnt få gavn af det nye IT system, hvor vi via opdaterede mailadresser hurtigt vil kommunikere ting direkte ud til forældrene i hele foreningen.





 

Udbredt selvstyre



 

Efter at der er kommet flot styr på økonomien i hele foreningen, har vi i Hovedbestyrelsen besluttet at videregive flest mulige kompetencer direkte til de respektive afdelinger.



 

Denne udbredte selvstyre gør samtidig, at mange af Hovedbestyrelsens hidtidige opgaver bliver overflødige, og Hovedbestyrelsen kan se frem til en væsentlig lettere 2009/10 sæson.





 

KIG aftale for de kommende 3 år



 

En af årsagerne til at den gode stemning er genoprettet ligger i, at KIG har fået flot styr på finanserne! For at sikre fornuftig arbejdsro ligger vi op til, at KIG kender deres økonomiske rammer de kommende 3 år, jf. senere.

Kommet langt med den nye struktur – nu er vi klar til yderligere tilpasninger



 

Som nævnt tidligere så er vi nu kommet så langt, at Hovedbestyrelsens rolle bliver væsentligt mindre arbejdskrævende de kommende år.



 

Da Jette den 20. maj meldte ud, at hun ikke ønskede at fortsætte som formand for Bredden, så var god råd dyre! Omvendt så gav det også anledning til en fornyet overvejelse vedr. evt. yderligere tilpasning af den nuværende struktur.



 

Senere fremlægger vi derfor et forslag til vedtægtsændringer, der sikrer, at vores samlede mødeaktivitet bliver væsentligt reduceret.



 

Hovedbestyrelsens opgaver bliver fremover reduceret væsentligt, og forslaget går ud på, at hovedbestyrelsen fremover består af

  • formanden for henholdsvis Bredde og KIG
  • kassereren for Bredde



 

De to formænd danner en form for forretningsudvalg, der gør, at de i fællesskab afklarer diverse forhold. Hovedbestyrelsens rolle er herefter afgrænset til

  • Salling Bank pokalen
  • samarbejde med kommunen og SIS - herunder
    • lokaler
    • materialetilskud ~ blot koordinering
    • anlægsinvesteringer
  • deltagelse på Beach Party, der er fælles for foreningen
  • ”Jebjerg”
  • generalforsamling
  • økonomisk overblik – herunder forpligtet til at iværksætte tiltag, der sikrer at budgettet overholdes samt kontakt til bogholder
  • sponsorstøtte fra Beach Party



 

Mere herom senere!



 

Afsluttende bemærkninger



 

Stor tak til alle vore frivillige og vore dygtige instruktører. Uden Jer havde vi ingen forening!



 

Og det er ekstra dejligt, at vi reelt er fuld bemandet til næste sæson – bortset fra, at vi skal have fundet en ny bogholder. Hanne V. har dog lovet at hjælpe frem til, at vi har fundet hendes afløser.



 

Jeg vil også gerne takke de frivillige, der har besluttet at stoppe for denne gang.