Udskriv siden

Beretning for Bredden

2010/11 har været et forrygende Bredde år med rigtig mange gymnaster på mange af holdene.

 

Sommerskolen

 

Sommerskolen kom meget bedre fra land i forhold til året før, og de deltagende gymnaster og instruktører havde nogle gode timer sammen.

 

 

Timetildeling

 

Vi har i den forgangne år igen fået flere timer tildelt.

 

Sidste år – altså 2009/10 – stod både Bredde og KIG som brugere af Brårup Hallen om mandagen, og disse tider lykkes det os at opretholde i Bredde regi efter, at KIG flyttede til Jebjerg. Endvidere fik vi forhandlet os frem til, at vi nu har alle timer i gymnastiksalen i Resen fra 16-20 fra mandag til torsdag og fra 16-18 om fredagen.

 

Resultatet blev, at vi havde rigtig mange timer at gøre godt med – og det er jo dejligt, at vi kunne få skabt tidsmæssige rammer til nye tiltag.

 

 

God sæson

 

Vi havde en succesrate på 87,5% på vore nye satsninger – at vi ikke kom helt op på 100% skyldes alene, at vi måtte lukke et rytmehold til jul som følge af for få gymnaster. Træls – men meget glædeligt, at vi var så tæt på 100%:

·         det andet nye rytmehold blev nemlig en stor succes

·         ZUMBA blev det helt store tilløbsstykke – med ikke mindre end 147 gymnaster. Godt gået – ikke mindst af Hanne

·         det særlige hold for handicappede var også en stor succes – og her skylder vi især Birgitte en stor tak

 

Det er bare dejligt, at vi lykkes med de nye projekter, som vi sætter os for.

 

Vi har i år tilbudt instruktørerne mulighed for at få tilskud til særlige aktiviteter, og vi har haft hold på

·         Skyumdagen i Skyum

·         i springcenteret i Skyum 

·         i springcenteret på Bjergsnæs

·         ballet eftermiddag i Hedemarken

 

Der har også været fastelavn for de helt små.

 

Vi har i år gjort meget ud af at få folk på kurser, og det er dejligt, at vi var næsten 20 af sted til DGI weekenden i oktober i Herning. Det var et flot arrangement, og vi fik også købt årets redskaber – og det efter samråd med mange af de springinstruktører, der var med på kurset.

 

Her fik de deltagende en lille overraskelse under frokosten lørdag – som nok de eneste deltagere fik de nemlig uddelt drikkebilletter – på foreningens regning. Dejligt, at vi har en økonomi, der gør det muligt med lidt instruktørpleje – og så med 75% tilskud fra Skive Kommune…!

 

Instruktørerne har – igen i år - gået til opgaven med stor gejst, og det har været en fornøjelse at kunne fornemme den gode stemning! Vi har i sæsonen haft 2 instruktørmøder – en ved sæsonstart og en sidst på sæsonen. Sidstnævnte instruktørmøde blev afholdt i bowlingcenteret, hvor Breddeafdeling var vært ved efterfølgende bowling og spisning. Det var også en rigtig hyggelig dag/aften.

 

Showpigerne har været ude med deres shows en del gange i løbet af sæsonen. De er fortsat nogle gode og flotte ambassadører for foreningen! Holdet vil de kommende par år gennemgå et større generationsskifte, og her står vi fornuftig rustet via Boblerne.

 

Sæsonen blev afsluttet af en særdeles flot opvisning i en mere end fyldt hal A!

 

Økonomien

 

Året er godt over al forventning – og især tilstrømningen til Zumba har skæppet i kassen!

 

Vores gode økonomi har igen gjort det muligt at investere store midler i nye redskaber. Vi er rent faktisk ved at løbe tør for opbevaringsplads til vore redskaber, så noget skal ud før, at der er plads til nyt.

 

Og vores økonomi vil også gøre det muligt at tænke endnu større tanker – som allerede er blevet berørt i beretningen fra Hovedbestyrelsen.

 

2011/12 sæsonen

 

Vi har fået de ønskede tider, og det tegner rigtig godt.

 

Vi – eller rettere Mona - er meget langt med planlægningen af næste sæson. Planlægningen er så langt, at næste års program allerede er lagt på nettet – og det endda for ca. 1 måned siden, og de første gymnaster er tilmeldt allerede. Det tror jeg altså er ny rekord.

 

Det er lykkes for især Mona at få tiltrukket mange nye hjælpeinstruktører – og det er super godt. Ja – vi har faktisk et så godt ry i lokal området, at mange selv retter henvendelser til os med et ønske om at blive hjælpeinstruktør.

 

For at give boblerne bedre muligheder for at komme på Showpigerne får boblerne fremover to gange ugentlig træning – én med spring og én med rytme.

 

Det er ikke lykkes at få lokale kræfter til at stå for Sommerskolen i år, så derfor har vi valgt at indlede et samarbejde med DGI herom. DGI kom desværre for sent ud i relation til reservation af lokaler, og derfor afholdes Sommerskolen i de nye flotte faciliteter i Spøttrup Hallen. Der vil være busafgang fra Skive til Spøttrup ved opstart af Sommerskolen.

 

 

Tak for indsatsen

 

Birgit har valgt at stoppe i Breddebestyrelsen. Jeg vil gerne takke dig for din indsats.

 

 

Afslutning

 

Vi er en stærk forening med mange gode frivillige kræfter til at bakke op om de forskellige aktiviteter. Med andre ord – vi står rigtig godt rustet til de kommende sæsoner.

 

Denne situation er ikke noget, der kommer af sig selv. HUSK derfor på, at det er vigtigt, at vi hele tiden er opmærksomme på, at der altså er tale om FRIVILLIGE ledere. Tænk på det – og sådanne ledere kan altså godt tåle bare lidt ros! Og skulle der ske en kikser, så hjælper det fortsat at tale ordentlig til hinanden!

 

Jeg håber meget på, at vi inden for en meget overskuelig fremtid kan have en topmoderne Breddecenter.

 

Afslutningsvis vil jeg gerne takke for samarbejdet med Breddebestyrelsen – og ikke mindst den viste tillid i omfanget af beslutninger, som er overladt til formanden. Vi er nu nede på 3 møder om året – og nu får vi altså smørrebrød til møderne.