beretning KIG 2010
KIG- formand Allan Lanng aflagde beretning om et aktivt og fremgangsrigt år i KIG-afdelingen
SGF generalforsamling KIG-beretning 10
Ny struktur
Det er blevet nemmere og mindre tidskrævende at være medlem af HB. Det er lige før, at vi må aftale sociale arrangementer for at mødes. Der er en god stemning og et godt arbejdsklima i HB med gensidig tillid og en målsætning om at få den bedst mulige forening ud af det.
Aktivitet
I KIG har vi haft et særdeles aktivt år med deltagelse i alle konkurrencer i stige, pige og juniorrækken. Pigerne har opnået så gode resultater, at jeg ikke tøver med at udnævne Skive GF til årets bedste ungdomsforening. VI har en stor bredde og mange talenter på vej. En placering som nummer 1,3,5,6,7, og 8 til det Junior DM, som vi selv afholdt, taler for sig selv. Øvrige resultater og begivenheder kan altid ses på hjemmesiden. Jeg vil gerne fremhæve det gode samarbejde med Viborg GF. Sammen har vi i år fostret to nye ”børn” – nemlig ”Jysk Open”, en åben turnering for pigegymnaster og ”Talent Cup”, en invitationskonkurrence for de nye talenter. Tanken er, at VIK i Århus skal blive en del af begge konkurrencer og således være med til at styrke denne jyske treenighed omkring KIG. Vi har oplevet en god tilgang af nye begyndergymnaster og har også oprettet et KIG-kassehold for de yngste talenter.
Jebjerg
Som Lasse har gjort rede for, har meget af dette år drejet sig om Jebjerg og flytningen dertil. Fra at ligne en luftkastel, er projektet i årets løb blevet en realitet. Rettidig omhu og indsats på rette tid og sted i august sidste år, satte projektet i søen. Borgmesteren og MidtVest- fondenes velvilje skaffede de nødvendige midler til at sætte byggeprocessen i gang. Vi glæder os. Det har været et udfordrende år i Bråruphallen, som vi ikke fælder tårer over at forlade. Vi har kæmpet med både aflysninger og manglende varme i hallen. Det bliver godt at få gode faciliteter i et spændende sportsmiljø. Jeg håber at det bliver en vellykket ”omplantning”. Helt uden udfordringer er der ikke så meget der er. Vi bidrager til projektet med en skumgrav. Den er dyr og derfor en stor udfordring for vores økonomi. Vi kæmper med det og håber at nå i mål tidsnok til, at den kan være på plads per 30/8, når vi rykker ind. Jeg vil i den forbindelse gerne takke Hanne Greisen for sit ihærdige arbejde med at finde fondsmidler til projektet og ligeledes sige tak til bredden for den håndsrækning, I har givet til finansieringen. Jeg vil også gerne sige tak til Lasse for sit engagement i projektet. Han var med til at gøre det til en realitet i den tidlige fase, hvor der ikke var så mange, der troede på, at der kunne findes flere midler til dette tiltag.
Redskaber og økonomi.
I kraft af KIG-aftalen, har vi mulighed for at søge redskabstilskud hos SIS. Vi har i år anskaffet et par nye bomme. Økonomien har også i år været stram. I kraft af de mange aflysninger og færre lejre har udgiften til omkostningsgodtgørelse til ledere og instruktører været lavere end forventet. Derfor er det muligt for os at afsætte et fornuftigt beløb til skumpuden i Jebjerg. Vi takker også for støtten til projekt 10tilforskel. Susanne Høgh Nielsen har styret økonomien med fast hånd og overblik. Hun er uvurderlig. Mange tak for det Susanne.
Beach Party
Vi er nødt til at vænne os til at sige Skive festival. Indsatsen ved SF er ved at blive en institution. Jeg vil gerne endnu engang takke Bjarne og Susanne for deres store indsats. De er garanter for en god og velkoordineret indsats, som vi gang på gang får ros for af arrangørerne. I år omfattede indsatsen også back stage området. Vi håber også på genvalg der. Tak til alle frivillige, jeg håber, at I står klar igen næste år. Det er af stor betydning for foreningen.
Hanne Laursen
Det må blive et af de år, som Hanne Laursen sent vil glemme. Masser af mesterskaber, flytning af foreningens KIG gymnaster til Jebjerg, 40 års fødselsdag, Nordeas privatpris og nu i denne uge 25 års jubilæum som instruktør. Tillykke med det hele. Vi ses på fredag til fejring af den sidste begivenhed.
Jens Peter Laursen
Efter mange års virke i foreningen har Jens Peter trukket sig fra sine poster. Tak for indsatsen både i bestyrelsen, som formand, træner og webmaster. Tak for din indsats med at implementere Conventus. Du har med din store indsats været med til at lette den frivillige indsats for mange mennesker i mange år. KIG og Skive GF udtaler sin anerkendelse for din indsats.
Susanne Jæger
Endnu en uundværlig tillidspost skifter nu ejerkvinde. Susanne har i en årrække haft kampen med lokalebooking i foreningen. En helt central funktion, som hun med KIG´s flytning nu benytter lejligheden til at give videre. Tak for din indsats. Den har gjort en forskel.
Afslutningsvis
Til slut vil jeg gerne takke vore dygtige og engagerede instruktører. Uden jer ingen idrætsgymnastik i Skive. Tak for jeres ildhu og vedholdenhed i den daglige træning. Tak for alt det I gør for pigerne i årets løb.
En stor tak også til KIG-bestyrelsen for jeres indsats og engagement. Tak for det gode samarbejde.
Allan Lanng/juni 10