Udskriv siden

Skivepiger fik succes i Holland

Af: Jens Peter Laursen

Det danske pigelandshold i kvindelig idrætsgymnastik under ledelse af landstræner Hanne Laursen og holdleder Lene Andersen, begge Skive GF, deltog i week-end´en 27-28 juni i Fame SVOD Open i Deventer i Holland.

 

En stor international turnering med deltagelse af de bedste ungdomsgymnaster fra adskillige europæiske lande. Bemærkelsesværdigt nok bestod det fem piger store landshold kun af Skivepiger. Emilie Louise Andersen, Mie Jæger, Rikke Lanng og Signe Juhl Jørgensen fra Skive var sammen med Lisbeth Ravn fra Viborg GF udtaget. Lisbeth blev forhindret på grund af en skade, hvilket gjorde plads for Rebecca Liborius Jensen fra Skive.

Turen begyndte torsdag med ankomst og indkvartering sidst på dagen. Fredag bød på træning og tilvænning til hallen, redskaberne og konkurrencefaciliteterne. Det gymnastiske niveau var højt hos de deltagende gymnaster, så det var vigtigt at få styr på sine egne øvelser og nerverne i ro inden lørdagens holdkonkurrence.

I holdkonkurrencen i A-rækken for piger 10-12 år om lørdagen kørte alle pigerne flotte øvelser og levede op til deres niveau. Alle bidrog resultatmæssigt til den flotte 2. plads blot 0,63 point fra førstepladsen, som de hollandske piger fra Pro Patria i Zoetermeer tilegnede sig. Samtidig kæmpede pigerne sig til 2 pladser i hver af de 4 disciplinfinaler om søndagen.

I søndagens individuelle disciplinfinaler blev det til en række flotte resultater. Emilie fik en 4. plads i barren. Mie vandt sølv og Rikke bronze på bommen. Emilie vandt bronze på hest og endelig kom Signe øverst på skamlen med en flot guldmedalje på gulv efter en perfekt gennemført øvelse med svære momenter.

Skive GF og Landstræner Hanne Laursen er meget tilfreds med pigernes indsats, som er kronen på værket ovenpå et år med store fremskridt og rigtig gode resultater nationalt og internationalt.”Vi er på pigesiden dominerende i Danmark, nu er det blevet tydeligt, at det er en realistisk ambition at skabe gode resultater ude i Europa med dette talentfulde hold”, udtaler Hanne Laursen inden hun haster til Spanien for at nyde en hurtig sommerferie inden hun skal ledsage Samantha Drejer Thomsen til Ungdoms OL i Finland senere på måneden.



16.07.2009

Dragtsponsorer for KIG